Nordens Hus søger praktikanter til foråret 2019

Som praktikant i Nordens Hus bliver du en del af et dynamisk team, der arbejder med kulturudveksling mellem Island, Norden og de Baltiske lande i form af samarbejdsprojekter med kulturinstitutioner, enkelte kunstnere og forskere m.m. i hele regionen.

Som praktikant i Nordens Hus vil du få solid erfaring med projektudvikling og gennemførelse, samt kommunikation på alle niveauer i den kulturelle sektor og et grundigt indblik i international kulturudveksling.

Praktikanternes arbejde består bl.a. i assistance i forbindelse med eventplanlægning og -afvikling, opdatering af alle medieplatforme, udformning af tekster, fundraising, research, pressearbejde, deltagelse i diverse møder og konferencer, koordinering og afvikling af events, samt diverse administrative og ad hoc-opgaver.

Praktikanter har en høj grad af ansvar, og deres input og egne initiativer er med til at udvikle institutionens arbejde.

Vi forventer, at du er i gang med en lang videregående uddannelse på kandidatniveau inden for de humanistiske, samfundsvidenskabelige eller kreativt skabende fag, men vi opfordrer alle uanset specifik uddannelsesbaggrund til at søge.

Nødvendige kvalifikationer: 

  • gode formuleringsevner i skrift og tale på engelsk og dansk, svensk eller norsk.
  • stor interesse for og gerne godt kendskab til nordisk kulturliv og international kulturudveksling
  • stor selvstændighed i arbejdet
  • organisatorisk sans

Erfaring med at skrive kort og fængende til online medier, kreativt grafisk arbejde (InDesign), hjemmesideredigering (WordPress) vil blive værdsat, men er ikke nødvendigt.

Praktikstillingen er ulønnet og løber typisk over 5 måneder.

Vi tager gerne hensyn til individuelle studieordningskrav, og det er også muligt at fjernstudere et fag samtidig med praktikken. Praktikanter finder selv bolig, men vi formidler gerne kontakt til kollegier og bofællesskaber for praktikanter.

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive til direktør, Mikkel Harder, på mikkel@nordichouse.is

Ansøgninger for vinter/forår 2019, CV og evt. eksamensbevis skal være os i hænde senest 1. oktober 2018 og sendes til info@nordichouse.is