Roman (dansk)
Iben Mondrup: Tabita, 2020
Den femårige Tabita og hendes lillebror bliver revet op med rode og adopteret af forretningsbestyrer Bertel og hans kone i 1960’erne, da parret efter en del års ophold rejser fra Grønland tilbage til Danmark. Den lille grønlandske pige længes frygtelig hjem og finder kun trøst i sin lillebror og sin besjælede dukke, mens hendes danske forældres ægteskab knirker voldsomt, og lillebroren pludselig forsvinder. Fortællingen om den lille piges kamp med at skulle være en anden er et langsomt og stærkt fortalt mareridt. Den grønlandske natur og kultur er indlevende beskrevet i mødet med forventninger om, at den danske kultur er overlejen.
Læs bogen og få et indblik i datidens forhold mellem børn og voksne, forholdet Grønland/Danmark, om smertende kærlighed, svigt, fortielse og afmagt.