Biblioteket anbefaler

I disse tider, er der ikke noget bedre end at kunne forsvinde ned i en god bog. På Nordens Hus’ bibliotek har vi et stort udvalg af nordiske bøger, dvd og magasiner i alle mulige emner og genre, så hvor skal man starte? Her vil Nordens Hus’ bibliotikarer komme med tips, anbefalinger og ideer som kan inspirere til nyt og spændende læsestof. Måske kan de hjælpe med at finde din næste yndlingsbog?

Biblioteket

Iben Mondrup: Tabita

TABITA

Roman (dansk)
Iben Mondrup: Tabita, 2020

Den femårige Tabita og hendes lillebror bliver revet op med rode og adopteret af forretningsbestyrer Bertel og hans kone i 1960’erne, da parret efter en del års ophold rejser fra Grønland tilbage til Danmark. Den lille grønlandske pige længes frygtelig hjem og finder kun trøst i sin lillebror og sin besjælede dukke, mens hendes danske forældres ægteskab knirker voldsomt, og lillebroren pludselig forsvinder. Fortællingen om den lille piges kamp med at skulle være en anden er et langsomt og stærkt fortalt mareridt. Den grønlandske natur og kultur er indlevende beskrevet i mødet med forventninger om, at den danske kultur er overlejen.

Læs bogen og få et indblik i datidens forhold mellem børn og voksne, forholdet Grønland/Danmark, om smertende kærlighed, svigt, fortielse og afmagt.

Biblioteket

Thomas Korsgaard: Tyverier

TYVERIER

Noveller (dansk)
Thomas Korsgaard: Tyverier, 2019

15 noveller, som handler om hemmelighedsklammeri, ensomhed og håb set med forskellige personers øjne, fx om at få sin fortid afsløret foran en posthusmedarbejder, om at flygte fra en familiefrokost efter at sandheden er blevet afsløret, om at forsøge at sælge en forsikring til en døende, om at håbe på socialt nytårsselskab mens man ydmygt konkurrerer med en anden skræller om et stykke destrueret laks i supermarkedets container. Læs novellerne, hvis du er interesseret i nordisk minimalistisk skrivestil og gerne vil læse om at stjæle ting og sager og hemmeligheder uden at nogen måske opdager det. Novellerne må være guf for en dansklærer, der lader sine elever/studerende udforske teksterne.

Biblioteket

Maren Uthag: En lykkelig slutning

EN LYKKELIG SLUTNING

Roman (dansk)
Maren Uthag: En lykkelig slutning, 2019

En virkelig anderledes familiekrønike om syv generationers arbejde som bedemænd, den ene bedemand mere særlig end den anden. Nicholas elsker lig men ved, at det er socialt og kulturelt uacceptabelt. Da han søger tilbage i sin familiehistorie udfoldes hver generations bizare tendenser i forbindelse med en efterhånden blomstrende bedemandsforretning præget af overtro og spøgelser, medlidenhedsdrab, epidemier, OCD, pyromani, kremering og nekrofili. Bogen er ikke bare et slægtsdrama men også en indsigt i dødens kulturhistorie med dens mange facetter af samtidstraditioner og moral; noget vi dødsens aktuelt og faktuelt kan lære og fascineres af, mens vi underholdes af forfatterens alvorlige og humoristisk greb om de enkelte personligheders psykiske udfordringer. Læs den og bliv gyseligt overrasket!

Biblioteket

Billede fra Bogmagasinet.

FRUEN

Erindringsroman (dansk)
Malene Lei Raben: Fruen, 2019

Hvordan lever man et liv, hvor man som barn elsker sin stærke, og frihedssøgende mor op gennem ungdomsoprøret i 1970-erne, hvorefter man som ung lades i stikken af samme ambitiøse, besværlige og egocentrerede mor, der efterhånden tydeligt viser, at hun hader sin egen datter? Hvordan er det som voksen at opleve bagtaleri fra sin mor, og se sine egne børn vende sig mod én? Hvordan passer man på sig selv midt i livet i et nyt årtusind, når man har valgt samme karrierestrategi som sin mor, men aldrig kan gøre hende tilpas eller stolt? Hvordan overlever man sit mors sygdomsforløb, når man har et kæmpe pleaser gen og befinder sig i en dobbelt bind fælde med sin døende mor, der vælger offerrollen og beskylder datteren for altid at have svigtet? Man går i gulvbrædderne, slikker langsomt sårene og ved, at man har forsøgt med alt, hvad man havde af kærlighed og loyalitet, selvom man blev misforstået. Læs denne vrede men også tilgivende erindringsroman om et svært og voldsomt udfordrende forhold mellem en datter og hendes mor.

Biblioteket

Billede fra JP – Politikens Hus.

MØRKELAND

Krimiroman (dansk)
Niels Krause-Kjær: Mørkeland, 2019

En politisk spændingsroman, der tager livet af en fuldmægtig netop inden afholdelsen af et folketingsvalg. En ældre, erfaringsrig journalistvikar og nyuddannet, ung praktikant kommer på sporet af omfattende svindel begået af en hemmelig kreds af politikere og embedsmænd, der ser sig selv som modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Bogen er en selvstændig fortsættelse af Krause-Kjærs debutroman Kongekabale (2000), som blev filmatiseret. Forfatteren kan sit politiske kram og har vigtige anskuelser om mediernes udvikling, politisk populisme og Europas sårbarhed i en ny verden. Han beskriver dygtigt og med en god portion humor livet på borgen samt forholdet til den 4. statsmagt. Som læser vil man kunne finde mange fiktivt opfundet personkarakterer med rod i en ganske genkendelig virkelighed.

Biblioteket

Billede fra K – Danish Art Foundation.

SØVNLØS - tusen våkenetter og én løsning

Faglitteratur om søvn (Norsk)
Anders Bortne: Søvnløs – tusen våkenetter og én løsning, 2019

Anders er et helt almindeligt menneske, som ikke har kunnet sove i 18 år. Derfor tager han læseren med gennem sin søgen efter hjælp bl.a. via hypnose, urtete, yoga, meditation, akupunktur og sovemedicin. Han researcher sig igennem undersøgelser om det moderne menneskes mange aktiviteter, der holder os vågne: 15 % af alle nordmænd har søvnproblemer – en folkesygdom også blandt teenagere. Anders er hverken læge eller søvnspecialist, men hans søgen giver gevinst ved mødet med kognitiv adfærdsterapi og søvnrestriktion; en godkendt behandlingsform, som de færreste kender – og så får Anders endelig sovet. Lider du af søvnløshed eller vil du bare vide mere? Så hold dig vågen, læs og få svar!

Biblioteket

Billede fra Tiden.no

Merete Pryds Helle: Nora

Nora

Roman (dansk)
Merete Pryds Helle: Nora, 2019

Romanen er én af tre nordiske genfortolkninger af Henrik Ibsens skuespil – her en genfortolkning af Et dukkehjem (1879). Den unge, forelskede Nora bryder op fra sin fars hus og gifter sig med Torvald, får barn og underkaster sig husbondens tiltagende depressivitet, mens hun tilsidesætter sig selv og sit videbegær. Forestillingen om det lykkelige ægteskab kræver dog mange ofre af Nora, som efterhånden føler sig fastlåst af tidens normer. Hun satser alt og rejser til syden med sin Torvald på jagt efter en kur for hans mørke sindelag. Men Nora udvikler sig i mødet med selvstændige kvinder og ser Torvald for den han er, hvorefter hun ser sig selv, frigør sig og bryder ud af konventionernes stramme greb og datidens kvindesyn. Læs bogen for de mange fine lag af personskildring og forstå hvad, der giver Nora modet til at gå fra hjem, mand og børn.

Biblioteket

Billeder fra Alt.dk og fra Plusbog

VÅDESKUD

Krimiroman (dansk)
Katrine Engberg: Vådeskud, 2019

Krimien er den fjerde i serien om politiefterforskerteamet Jeppe Kørner og Anette Werner samt den hjælpsomme, pensionerede litteraturprofessor Esther De Laurenti. En ny forsvindingssag pirrer politiefterforskerne og lirker til læserens angst, da en teenagedreng forsvinder og efterlader et mærkeligt (afskeds-)brev; er han bortført eller har han taget sit eget liv? Drengens velhavende familie har mange hemmeligheder og udfordrer opklaringen, som kommer godt rundt omkring nutidens København til lands og til vands. Kørner og Werner er en pudsig og sårbar duo, hvis private liv udvikler sig meget forskelligt igennem de fire bind Krokodillevogteren (2016), Blodmåne (2017) og Glasvinge (2018). Som læser er man undervejs på vildspor men glædes ved bogens afslutning over forfatterens endnu engang dygtigt tilrettelagte plot. En god krimiserie, der til fulde lever op til, hvad du kan forvente af genren.

Biblioteket

Billeder fra People’s Press og Goodreads

NORA eller BRÆND OSLO BRÆND

Roman (norsk og oversat til dansk)
Johanna Frid: Nora eller brænd Oslo brænd, 2019

En skandinavisk roman om jalousi, der udspiller sig mellem det unge kærestepar svenske Johanna og danske Emil og sidstnævntes ekskæreste norske Nora. Ekskærresten er alt det Johanna ikke er: smuk, fotogen og populær på de sociale medier. Da Emil skal mødes med ekskæresten, går Johanna i gang med en smertefuld stalking af Nora på Instagram, og trods Emils forsikringer om sin kærlighed til Johanna, ædes hun op af jalousi og af konstante og invaliderende endomentriosesmerter i underlivet – bogens andet fint beskrevne tema. Jalousien og ikke mindst de skandinaviske kulturforskelle og -ligheder er beskrevet af den unge forfatter med sort humor. Forunderligt nok har bogen også bagerst en sproglig hjælpeguide til romanens skandinaviske replikker, så her er en ungdommelig smiley på sin plads.

Biblioteket

Billede fra Grand Agency

FØR MIN MAND FORSVINDER / Ennen kuin mieheni katoaa

Roman (finsk, oversat til dansk)
Selja Ahava: Før min mand forsvinder, 2019/ Ennen kuin mieheni katoaa, 2017

En autofiktiv roman om at fare følelsesmæssigt vild, når ens mand gennem 10 år pludselig en morgen erklærer: ”I virkeligheden har jeg altid villet være en kvinde.” Læs en meget indlevende førstehåndberetning om rådvildhed, forvirring og besvær med at forstå et kønsskifte og ændringen af den virkelighed, fortid og fremtid man troede, man havde. Forfatteren er i denne roman ligesom hendes prisvindende Pludselig falder ting fra himlen / Taivaalta tippuvat asiat (2018) en mester i at beskrive og dokumentere det rådvilde øjeblik, hvor alt står stille, og hvordan man meget langsomt må erkende og finde sig til rette med en ny situation determineret af udefrakommende forhold – om sorgen ved at miste et menneske, som stadig er der. Parallelt med fortællingen om ægteparrets udfordring med identitetsændringen fortælles historien om Columbus’ rejse over verdenshavet – om at finde nyt land.

Biblioteket

Billeder fra Randers Bibliotek og Goodreads

VILHELM HAMMERSHØI - På sporet af det åbne billede

Faglitteratur om billedkunst (dansk)
Annette Rosenvold Hvidt og Gertrud Oelsner: Vilhelm Hammershøi – på sporet af det åbne billede, 2018

Læs en meget grundig gennemgang af Vilhelm Hammershøis liv set fra et kunst- og kulturhistorisk perspektiv. Maleren Hammershøi er en ener og den internationalt set mest kendte danske maler, som skiller sig ud fra sin samtids malerkolleger. Han var stærkt inspireret af 1800-tallets opfindelse og udvikling af fotografiet, og han malede sanseligt stilheden og fraværet men også nærværet i monokrome farver med en Nordic cool palette. Arkitektur malet med douche farver og som i let tåge griber beskueren. Hammershøi malede især lyset oplevet indefra og var betaget af vinduer og døre i gamle herskabelige bygninger, som regel hans eget hjem. Han var meget berejst men fandt motiverne i sin hverdag hjemme ofte med sin hustru som model i stuerne i Strandgade, København. Malerens moder, søster, bror og hustru samt hans lærermester P. S. Krøyer lever igennem bogens mange fotografier, tegninger, malerier, postkort og breve. Lån bibliotekets måske tungeste bog og lad dig henføre i at nyde og finde historierne i Hammershøis smukkeste malerier.

Biblioteket

Billeder fra Dagbladet og goodreads

Hungerhjerte, Karen Fastrup

HUNGERHJERTE

Roman (dansk)
Karen Fastrup: Hungerhjerte, 2018

En fantastisk erindringsroman om forfatteren og oversætteren Karens egne livtag med at leve som en hvinende kugle, at have et vilddyr inde i sig og ind i mellem at opføre sig sindssygt. Om en svær barndom med en kompliceret far, tab af en lillebror, angst og selvmordstanker, som senere i livet gør, at hun må akutindlægges på psykiatrisk skadestue, da hun angriber sin kæreste med en kniv. Man føres helt ind under huden på Karen, som indtil da har levet et næsten normalt og dog anderledes liv med kærester, børn og karriere. Det er en rigtig god læseroplevelse, fordi man via Karens hverdag suges ind i hendes til tider kaotiske tankespind og et autentisk møde med psykiatrien og behandlerinstitutioner, om hendes frygt for at få en diagnose (borderline) og om troen på fremtiden, hvor hun må lære at rumme og acceptere de vilkår, hun er givet, når hun fx multidater via Tinder og igen får skrivelysten tilbage.

Biblioteket

Billede fra Vildumed.dk

SOLO

Krimiroman (dansk)
Jesper Stein: Solo, 2018

Den sjette men bestemt også selvstændige, læseværdige og spændende krimi i rækken af Axel Steens efterforskningsopgaver. Den tidligere vicekommissær Axel Steen, nu sikkerhedsrådgiver, skal assistere sin nye arbejdsgiver, den formuende bankdirektør der selv vil bestemme reglerne, da en medarbejder i dennes investeringsbank har snydt og skal afskediges. Axel Steens tidligere kollega Vicki Thomsen skal samtidig opklare et mord på en banderelateret ung indvandrer i ghettoen, hvor ingen vil tale, og hun forsøger at få sin tidligere mentor men meget modstræbende Axel Steen til at hjælpe med politiopklaringen. Moral og retfærdighed sættes på prøve i de to betændte opgaver, hvor samfundsklasserne har vidt forskellige forudsætninger og muligheder for overlevelse. Forfatterens tidligere arbejde som journalist, rets- og kriminalreporter fornægter sig ikke. Krimiserien indeholder titlerne Uro (2012), Bye bye Blackbird (2013), Akrash (2014), Aisha (2015) og Papa (2017).

Biblioteket

Billeder fra Politikensforlag og Kverbókaútgáfa

Jeg er f*cking hot

Faglitteratur om kvindeliv (dansk)
Renée Toft Simonsen: Jeg er f*cking hot, 2018

En personlig skrevet bog til dig, der ligesom forfatteren er omkring de 50 år og oplever hormonforandringer på samme vis, som da I var teenagere – eller til dig, der blot vil have indsigt i kvinders overgangsalder, hvor sårbarheden melder sig på banen og en rutsjetur af overvejelser om kroppens forfald og skavanker, ikke længere at være så hot af udseende som kvinde men hot af nattens hedeture, børn der forlader reden, skilsmisser og andre epokegørende begivenheder overvælder dig midt i livet. Psykologiens og fysikkens videnskabelige opdagelser indenfor emnet præsenteres, men det er nok mest fascinationen af psykolog og tidligere supermodel Renée Toft Simonsens evne til på velformuleret vis at fortælle om sin f*cking hotte hverdag fyldt med cafe latte, smøger, kærlighedsliv og skønne børn, som vil holde dig fanget.

Biblioteket

Billeder fra Politikensforlag og ALT

Syv sind

Roman (dansk)
Lotte Kaa Andersen: Syv sind, 2018

Den afsluttende bog i romantriologien om livet i overklassen på en af Danmarks rigeste adresser i Hellerup nord for København efter finanskrisen. Det er ikke kun den pæne overflade med smukke, frodige og blomstrende haver og store palævillaer med designerindrettede stuer, vi inviteres ind i – det er også en underholdende beskrivelse af skyggesiderne og de egentlige fortællinger fra de liv, der leves med kærlighed, skænderier og magtkampe blandt ægtefæller, tvivlsom børneopdragelse, sugar babe og topkarriere, skamfulde smårapserier i Irma og lidt for meget rødvin, mens nogle er født til penge, nogle er nyrige, og andre føler sig helt malplacerede og bare vil hjem til Jylland. Vi føres ind under den skinnende overflade i syv nabofamiliers private liv efter jagten på lykke og mening med livet – en page turner! Læs først Hambros Allé 7-9-13 (2015) og 100 dage (2016).

Biblioteket

Billeder fra Arte Booking og goodreads

KASTANJEMANDEN

Krimiroman (dansk)
Søren Svejstrup: Kastanjemanden, 2018

De to politiefterforsker, den unge og ambitiøse Naia Thulin og den karriereparkerede Mark Hess med den triste fortid ved Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet, har travlt med at komme tilbage på sporet af en ellers afsluttet efterforskning af det formodede drab på socialministerens datter. Fortællingen om de efterladte kastanjemænd ved diverse mordscener er gruopvækkende, og der er mange sideløbende intelligente spor lagt ud af forfatteren. Krimien er velskrevet og velgennemtænkt, og det er et velkomponeret plot, man skal lede længe efter – en bog man ikke lægger fra sig, før end nat er blevet til dag, for magen til velorkestreret og mangestrenget handlingsforløb ses ikke ofte! Svejstrup var i øvrigt manuskriptforfatter på tv-serierne Nikolaj og Julie og Forbrydelsen – husker du den?

Biblioteket

Billeder fra Politikensforlag og ArnoldBusck.dk