Forfatteraften med Hanne-Vibeke Holst og Kristín Steinsdóttir


19:30

Nordens Hus inviterer alle til forfatteraften med Hanne-Vibeke Holst og Kristín Steinsdóttir torsdag den 4. oktober 2018 kl. 19.30. Adgang er gratis.

I forbindelse med Islands 100 års jubilæum som selvstændig stat og med udgangspunkt i Holst og Steinsdóttirs egne forfatterskaber vil der blive sat fokus på kvinders rolle i litteraturen over tid set i lyset af kvindefrigørelsen og samfundsudviklingen i Danmark og Island.

Hanne-Vibeke Holst (1959) er uddannet journalist og har bl.a. skrevet for Berlingske Tidende, Alt for Damerne og Politiken. Holst debuterede som forfatter i 1980 og har udgivet talrige romaner, som også er overført til tv og teater. Holsts romaner centrerer sig ofte om oplevelser i den moderne kvindes liv, eller de er nøgleromaner, som tager udgangspunkt i nutidens politiske magtspil, fx Kronprinsessen (2002), Kongemordet (2005) og Dronningeofferet (2008), som hun modtog prisen De Gyldne Laurbær for. Holst er en vigtig stemme i den danske ligestillingsdebat både i kraft af sit virke som samfundsdebattør, foredragsholder og forfatter.

Kristín Steinsdóttir (1946) er læreruddannet, har en BA i dansk og tysk og har boet i Island, Danmark, Norge og Tyskland. Steinsdóttir har siden 1988 skrevet bøger både for voksne, unge og børn og skrevet skuespil. Hun har siddet i bestyrelsen for Islands Forfatterforening og Foreningen for islandske børne- og undgomslitteraturforfattere. Hun har modtaget flere islandske priser for sine bøger og har modtaget Nordisk Børnebogspris for Engil í Vesturbænum (2003). Romanen Á eigin vegum blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris i 2008.

Begivenheden begynder kl. 19.30, og alle er velkommen så længe, der er plads. Samtalen, som styres af Halldóra Jónsdóttir, projektleder ved Árna Magnússon Instituttet for Islandske Studier, Islands Universitet, foregår på dansk. Gratis adgang.

AALTO Bistro i Nordens Hus er åben for middagsgæster inden forfatteraftenen og tilbyder lækker og indbydende aftensmad, småretter og andre førsteklasses råvarer. I pausen er det muligt at nyde lette forfriskninger fra AALTO Bistro.

Hjertlig velkommen!

Billeder: Miklas Szabo og Kristinn Ingvarsson