Foredrag i Naturvidenskab – Myrer  

Myrer

Foredrag ved seniorforsker i insekt- og planteøkologi Joachim Offenberg, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

Myrerne opfandt landbruget længe før mennesket opstod. De organiserer sig som superorganismer og er på flere måder mere succesfulde end mennesket. Hør hvordan forskerne er begyndt at udnytte myrernes egenskaber til bl.a. biologisk bekæmpelse af skadedyr.

Er myrerne en større succes end menneskene? Måske. Det kommer an på hvordan man måler succes. Selv om de er små, vejer myrerne på kloden, samlet set, mere end hele menneskeheden.

Myrerne bruger samme strategier som os: de er organiserede i samfund med dronninger, slaver og statskup og de har “opfundet” landbruget. De holder husdyr og de kan regulere temperaturen i deres myretuer. Hør hvordan myrerne bruger disse strategier og hvordan de udviklede dem lang tid inden mennesket opstod.

Myresamfundene er helt unikt organiserede som superorganismer hvor de enkelte myrer fungerer som en organismes celler. Blot kan cellerne, i modsætning til vores egne celler, bevæge sig uafhængigt af hinanden. Den organisering betyder at ”myrer” kan ændre form og kan være flere steder på samme tid. Forskellige kaster hos myrerne udgør superorganismens organer. Fx fungerer myrer, der kan sprænge sig selv i luften, som immunforsvar, dronningen fungerer som både det hunlige og hanlige kønsorgan og vævermyrer har udviklet deres helt egen form for ”bindevæv”.

Hør hvordan forskerne har haft held med at benytte myrer til at erstatte sprøjtegifte i frugtplantager. Du vil også – bogstaveligt talt – høre lyden af en myre-superorganisme og lyden af de kemiske stoffer myrerne bruger til at kommunikere med.

PS: Vidste du for øvrigt at en lille dansk myre er blevet til en af verdens dyreste fødevarer? Under foredraget får du en lille smagsprøve!

 

Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab har du mulighed for at komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser indenfor naturvidenskab. Engagerede forelæsere holder foredrag om alle grene af naturvidenskaben. Niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.

Midtvejs er der indlagt 20 minutters pause hvor publikum kan stille spørgsmål til forelæserne via sms eller Twitter. De sidste 15 minutter svarer forelæseren på spørgsmål fra publikum.

Der er fri entré. Nordens Hus byder på kaffe i pausen.

 

 

Kommende foredrag  2018

Alle foredragene foregår tirsdage kl. 18-20

Marts   

Menneskedyret homo sapiens, 13. mar

Jordens og livets udvikling, 20. mar

April     

Ig Nobel Prize: first laugh, then think, 10. apr

Myrer, 17. apr

Maj       

Reward, prediction and brain dopamine, 1. maj

 

Alle er velkomne og adgang er gratis!

web: https://ofn.au.dk/

Facebook: https://www.facebook.com/OffentligeForedrag/